Historiebidder

Velkommen til historiesiden.
Her kan du finde nogle kortere historier, som jeg har skrevet.
God fornøjelse :-D.

Hvem er jeg?

Jeg vågner. Ikke helt. Bare sådan at jeg ved at den drøm, med mørke firskårne skabninger der kaster med lysglimt, ikke er andet end en drøm. Alligevel kan jeg ikke vågne. Selvom jeg ved at jeg drømmer og drømmen ikke er rar. Jeg mærker svagt noget i panden. Det er som om min hud er bedøvet, men alligevel ikke helt. Jeg kan mærke at det er flydende for det løber ned af min pande og ned til min hårgrænse. Det gør den våd. Jeg kan ikke finde ud af hvor det kommer fra. Det var der ikke før det er jeg sikker på. En tanke slår ned i mig som et af de mørke skabningers lysglimt. Og pludselig kan jeg mærke min krop. Den ryger op med et sæt mens jeg hører mig selv udstøde et hæst skrig. Jeg tager mig til panden. Bange for hvad min hånd vil møde, men der er intet. Alligevel føler jeg mig våd i panden. Jeg lægger pludselig mærke til min anden hånd som ligger skødesløst på græsset. Jeg mærker. Græsset er vådt. Langsomt går det op for mig at det muligvis kunne have været en dråbe regnvand. Jeg sukker lettet og åbner øjnene for så at lukke dem straks igen. Det føltes et øjeblik som om mit hoved skulle eksplodere. Langsomt får jeg lukket mere og mere lys ind. Og til sidst kan jeg holde øjnene åbne. Men jeg bliver nødt til at gnide mig i øjnene gentagende gange før jeg helt tydeligt kan se hvor jeg er. Ikke at det hjælper mig særlig meget. Jeg kan slet ikke kende det sted jeg er. På en våd græs eng, omgivet af træer til alle sider. Jeg lægger pludselig mærke til noget andet. Mit tøj. Det klæber til mig. Det føles også vådt. Har det regnet? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Og hvad laver jeg egentlig her? Midt i en regnvåd skov? Er der mon nogen der leder efter mig? Eller... er jeg alene? Jeg bryder mig ikke om den tanke. Den er uhyggelig på en måde. Selvom jeg ikke ved hvem der skulle lede efter mig. En kuldegysning løber igennem min krop. Jeg slår armene om mig selv i et forsøg på at holde på noget af varmen. Jeg er bange. Jeg vil ikke være her. Jeg forsøger forsigtigt at rejse mig. Det går ikke så godt først. Jeg står usikkert og glider på det våde græs. Men jeg bliver ved. Jeg vil ikke være her. Jeg vil væk. Endelig kommer jeg op at stå. Og gå. Jeg går uden at vide i hvilken retning jeg skal. Jeg fryser. Hvorfor har jeg ikke mere tøj på? Det er da dumt at løbe ud i regnvejr uden overtøj på. Jeg går i noget der føles som en evighed. Det virker ikke som om jeg kommer nogen vegne. Jeg ender ved en sø. Jeg kender den ikke. Det tror jeg ihvertfald ikke. Jeg sætter mig nede ved vandkanten. Jeg er træt. Vandet i søen er helt blankt som et spejl. Jeg dypper hænderne i det og plasker det op i hovedet. Egentlig mærkeligt. Jeg har ikke ligefrem brug for at blive mere våd, men jeg føler alligevel jeg har brug for det. Jeg stopper og sidder og kigger på hvordan vandet bliver roligt og blankt igen. Det virker næsten beroligende. Mit spejlbillede kigger op på mig. Jeg ved det er mit for der er ikke andre omkring mig. Men jeg kan ikke genkende den person jeg ser. En tanke slår ned i mig. Et spørgsmål.

Hvem er jeg?

På flugt 

Der var denne her kvinde. Hun stod og kiggede på mig med et bekymret udtryk i ansigtet. Eller det tror jeg ihvertfald. Mit syn vat lidt sløret så jeg kunne ikke rigtig stille skarpt.

Det var nok fordi jeg havde slået hovedet. Det dunkede stadig voldsomt i mit baghoved, som om det prøvede at overdøve mine tanker. Mine tanker som bare var fulde af mørke, eller mere præcist, mænd klædt helt i mørke.
Faklen bevægede sig og dens lys skar i mine øjne. Jeg prøvede at skærme dem med den ene hånd, men hele bevægelsen gik underligt langsomt.
Også var der den her mærkelige kontrast af koldt og varmt. Den kom osse fra mit baghoved, men jeg lå jo også i sneen. Det mente jeg ihvertfald. Jeg havde nemlig gået gennem sneen tidligere. Før...
Jeg skar tænder, da smerten strammede sit greb om mit hoved. Jeg prøvede at huske, før...? Men det nyttede ikke. Mit hoved gjorde mere og mere ondt jo mere jeg anstrengte mig.
Jeg lagde pludselig mærke til at noget løftede mig. Eller... ikke noget, men nogen. En mand, tror jeg. Han havde stærke arme, som løftede mig væk fra det kolde og tog mig med.

Der ligger endnu en inde på min forfatter-facebook-side: https://www.facebook.com/pg/lauraforfatter.chalmer/notes/?ref=page_internal

(Den kommer nok også herind engang i fremtiden. Det bliver dog, nok først efter jeg har skiftet til noget andet end blogger. Jeg har ikke helt så nemt ved det 😅.)